Kulhuse Kultur- og Medborgerhus

Udstilling med Kamma Kaae

Kunst før Columbus inviterer til sommersæsonens første udstilling i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus med billedkunstner Kamma Kaae lørdag den 11. maj og søndag den 12. maj. Begge dage kl. 13 – 17.

Billede af Kamma Kaae

Fernisering lørdag kl. 13.30, hvor Kamma Kaae fortæller om arbejdet med hendes malerier. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.

Kamma Kaae bor i Halsnæs med hav, fjord, skov og søer. I et lille træhus på en vild grund arbejder hun i hendes lille atelier. Højtbeliggende på Lillebjerget ved Lyngbakkerne mellem Hundested og Lynæs.

Kamma Kaae arbejder abstrakt med akrylmaling på lærred, store som små. Det er helt klart konstruktioner, der ligger til højrebenet for Kamma Kaae, i et stringent og stramt formsprog, - men også iblandet mere organiske former.

Som et træk – kendetegn - ses flere elementer, som hun benytter sig af. Spillebrikker kan man kalde dem, som hun leger med, doserer med – udforsker. De kommer oftest af sig selv, og Kamma Kaae griber ud efter dem.

Kamma Kaae ser i perioder en dualitet – forskellighed mellem to poler. Fra malerier med stor kompleksitet med mange lag og elementer – har hun andre gange ønske om og trang til at tømme lærredet og søge ud i flader og turde vægte tomhedens betydning i disse flader, hvilket hun tolker som tegn på sindets foranderlighed og ændringer i flow og bevidsthedsfrekvens.

Kamma Kaae er medlem af Kvindelige Kunstneres Samfund og formand for kunstnerne ”KUNST I HALSNÆS”

Der er gratis adgang til udstillingen. Vi byder på en forfriskning og adressen er Gl. Kulhusvej 149.