Kulhuse Kultur- og Medborgerhus

Udstilling med keramiker Jane Kantsø i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus.

Lørdag den 10. og søndag den 11. september 2022 kl. 11- 16 udstiller vi keramik af Jane Kantsø. Lørdag kl. 11.30 fortæller Jane Kantsø om værkerne og kunstneren er derudover til stede begge dage.


Jane Kantsø Jane Kantsø er keramiker og arbejder med keramiske skulpturer, som er inspireret af det organiske og levende. Det hårde materiale bliver bløde og livfuldt, så man får lyst til at røre ved det. Jane Kantsø fortæller: ” Formen er vigtig for mig. Mens jeg arbejder med formen, tænker jeg ikke på skulpturens glasurer og bemaling. De 2 processer skiller jeg med vilje helt ad, for at formen kan få den plads i skabelsesprocessen, som er nødvendig for mig. Først når formen er på plads, finder jeg ud af, hvordan glasuren og bemalingen kan understøtte den skulpturelle form.”
Jane Kantsø er født i 1958 i Vordingborg.  Gennem barndommen har kunst haft en særlig plads og betydning, fordi begge forældre var kunstudøvere.  Moren var væver og faren er billedkunstner, der har udstillet over det meste af verden.
Det var dog keramikken, der tiltalte Jane Kantsø. Ler er en af naturens råvarer, som formes med de bare hænder – i utallige variationer.  Hun har altid lavet værker med sine hænder – i stof, garn, dej, grene...
For omkring 15 år siden var det muligt for Jane Kantsø at arbejde med ler og hun har fået sit eget værksted. Jane Kantsø bor på landet, midt i naturen og skulpturerne er inspireret af det organiske og levende.  Den enkle og enkle form er vigtig for hende.  Tingene skal leve, de skal indeholde en skrøbelighed eller en robusthed eller begge dele på én gang.  Elementer alt levende indeholder. Hun arbejder med hårdt brændt keramik, stentøj og porcelæn. Jane Kantsø har udstillet flere steder i Danmark siden 2012 og i 2017 blev 2 af hendes værker antaget på Charlottenborgs Forårsudstilling i København.  Kunsthal Charlottenborg anses for at være et af de vigtigste og smukkeste udstillingsrum for samtidskunst i Europa.


Der er gratis adgang til udstillingen.  

Kontaktoplysninger Koordinator: Gitte Krogsgaard, tlf. 2848 94 64 og mail gitte.krogsgaard@outlook.dk  


Om Kunst før Columbus I sommerhalvåret arrangerer vi en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet ”Kunst før Columbus” er inspireret af vores skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, 3630 Jægerspris