Lørdag den 15. og søndag den 16. oktober 2022 kl. 11- 16 udstiller vi skulpturer af billedhugger Jørn Hansen.
Lørdag kl. 11.30 fortæller Jørn Hansen om værkerne og kunstneren er til stede begge dage.
Jørn Hansen arbejder med glas og træ, og med at kombinere disse materialer på forskellig vis, f.eks. glas og drivtømmer, hvor han kombinerer det bløde karakterfulde træ sat sammen med det hårde glas. Jørn Hansen stræber efter at bevare så meget som muligt af træets naturgivne former, dets fremhævede strukturer og farver, og arbejdet med det turkise grønne glas` evne til at spejle lyset på en næsten prismeagtig måde.
Det er blevet sagt om hans skulpturer, at “Der er en fortælleglæde i hans værker, de er som kommentarer til, beretninger om, og skrøner fra tilværelsens små og store begivenheder” -og en ofte hørt kommentar til hans udstillinger er: - man bliver glad og i godt humør!
Sensitivitet og en følelse af noget konstruktivt, er altid en slags basis for Jørn Hansens arbejde, og inspirationskilderne kommer - udover fra det mangfoldige menneskeliv, - ofte fra naturen, kulturen, sagn, eventyr og mytologi.
Jørn Hansen har bl.a. lavet en del Land-Art værker til Ledreborg slotspark og har endvidere deltaget i internationale projekter i udlandet. Han er medlem af Billedkunstnernes Forbund, Dansk Billedhuggersamfund og Vestsjællands Arbejdende Kunstværksteder.
Der er gratis adgang til udstillingen. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, 3630 Jægerspris.
Lørdag den 15. oktober, kl. 11.00 – 14.00 er der endvidere ”Åbent Hus” i Kulhuse Kultur- og Medborgerhuset, hvor det er muligt at se de mange andre aktiviteter, som huset rummer i det daglige.