Kunstner Anja Moos Wagner
udstiller i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag den 12. og søndag den 13. juli 2025. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller Anja Moos om arbejdet med hendes værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
Anja Moos Wagner skaber skulpturer i jern og fiberbeton, som efterfølgende patineres. Skulpturerne, som hun kalder guttermænd, er unika med hver deres udtryk, særpræg og navn. Guttermændene optræder ofte i bar figur eller stribede strømper, hertil briller, taske eller andet tilbehør.
Anjas guttermænd lever op til deres navn. De er symbol på og hylder en tilværelse, hvor vi alle er guttermænd, der er rare, hjælpsomme og opmærksomme på vores medmennesker.
Anja fortæller: ”Det er meget personligt for mig at lave mine guttermænd, jeg holder af hver og én og ingen guttermand forlader mit værksted uden at han er lige nøjagtig, som jeg ønsker ham. Jeg er stolt og glad, når mine gutter også rammer ind i beskuerens smag, og måske i den forbindelse flytter hjemmefra”
Om Kunst før Columbus
I sommerhalvåret arrangerer vi en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet ”Kunst før Columbus” er inspireret af vores skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, 3630 Jægerspris. Der er gratis adgang til udstillingerne.