Kunst før Columbus udstiller værker af billedkunstner Hanne Galschiøt
i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag den 9. og søndag den 10. august 2025. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller Hanne Galschiøt om arbejdet med hendes værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
Hanne Galschiøt står for en virkelighedsnær, naturalistisk kunst, med motiver af dyr, mennesker og blomster sat sammen med mønstre, skrift og ornamenter.
Udover akryl på lærred, arbejder hun med en mixed media teknik, de ”syede gouacher”, hvor der tegnes, males og sys på papiret. I disse billeder, der afslører Hanne Galschiøts fortid som tekstilkunstner, opnås en reliefagtig virkning, som giver dem en både stoflig og objektagtig dimension. De mange lag i disse værker har i hvert fald noget næsten fysisk over sig, der ikke kun virker på synssansen, men også giver så store taktile fornemmelser, at man får lyst til at røre ved dem. I billederne medfører denne stoflighed, at de naturalistiske studier af motiverne får noget næsten magisk over sig. Værkerne så at sige vibrerer i farvetoner, der spænder fra de mørke sortblå farver over til gul, okkerrøde, hvide og rosa nuancer.
Med sine usentimentale og nære virkelighedsskildringer, sin utraditionelle kombination af maleri og tekstilkunst og med sit blik for den dynamiske og visuelt stimulerende komposition er Hanne Galschiøt en yderst spændende og vedkommende kunstner. Der er saft og kraft og en smittende livsappetit over hendes billedverden.
Om Kunst før Columbus: I sommerhalvåret arrangerer vi en perlerække af kunstudstillinger i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus. Navnet ”Kunst før Columbus” er inspireret af vores skønne beliggenhed lige før den hyggelige lille færge Columbus, som om sommeren sejler i pendulfart mellem Kulhuse og Sølager og i løbet af få minutter forbinder Hornsherred med Halsnæs. Adressen er Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, 3630 Jægerspris. Der er gratis adgang til udstillingerne.