Kunst før Columbus udstiller fotografier fra Frederikssund Fotoklub i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus
lørdag den 12. og søndag den 13. oktober 2024. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller fotograferne om arbejdet med deres billeder og derudover er flere af dem til stede under hele udstillingen.
Fotoklubben består af cirka 20 medlemmer, som udstiller sine billeder. Der er lige fra hobbyfotografen til den udlærte fotograf. Langt fra alle i klubben tager billeder af samme slags motiv. Fotografierne er derfor meget varierede. Nogle medlemmer fordyber sig mest i makrofotografering af insekter, andre i naturen og store smukke landskaber, andre i byliv og arkitektur og nogle i portrætfoto og alt derimellem.
Det bliver en spændende og farverig billedoplevelse i Kultur-og Medborgerhuset. Der er gratis adgang til udstillingen på Gl. Kulhusvej 149, Kulhuse, 3630 Jægerspris.
Udstillingsrækken "Kunst før Columbus" har fået sit navn efter færgen Columbus, som sejler mellem Kulhuse og Sølager og forbinder Hornsherred med Halsnæs i sommerhalvåret.