Vi udstiller værker af billedkunstner Josephine Ernst
i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag den 12. og søndag den 13. september 2026. Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.15 fortæller Josephine Ernst om arbejdet med hendes værker. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
Josephine Ernst er en fotografi-baseret visuel kunstner. I hendes iscenesatte virkelighed fortælles nye historier, hvor glimt fra hendes mange rejser i Europa på underspillet vis kommenterer udviklingen omkring os. Uden at det bliver til løftede pegefingre, rejses der spørgsmål til livets gang i verden omkring os i feltet mellem billedernes lag.
Med Josephines egne ord: ”Som scenograf gennem årtier har jeg valgt nu i stedet for at lave mine egne rum med udtryk for følelser og tanker i forbindelse med både historiske og nutidige dilemmaer.
Vi bærer alle på et billedsprog, der dannes ud fra den kollektive forståelse og erindring af verden og livet, hvor pendulet svinger mellem tilblivelse, væren og død. Det fortidige bliver rekonstrueret og bærer spor ind i nutiden og kan eventuelt pege ind i fremtiden. Mine billeder indeholder to sider. Det er både et billede af noget og et billede på noget.

Mine billeder viser en iscenesat virkelighed. Realismen ophæves ved at sammenlægge to til tre forskellige verdener og der skabes en ny fortælling, samtidig med at der stadig bevares en spænding mellem lys og skygge. Mange af mine motiver gentager sig for hele tiden at blive sat ind i nye sammensætninger – ligesom den samme frase tit bliver gentaget i de forskellige instrumentgrupper inden for den klassiske musik.
Flere af mine motiver er bygget op af betragtninger over vores europæiske kultur og de genstande, som den menneskeskabte forbrugerkultur efterlader. Tidens tand spiller en stor rolle i mange af mine billeder, for det både fascinerer og skræmmer lidt på samme tid.
Derfor er f.eks. rustpletter på gamle biler eller vand lagt ind i landskabsbilleder min måde at fortælle om vigtigheden af vores klodes bevarelse. Men det er også samtidigt vigtigt at bevare et håb og et lille lys i mørket i angsten for, hvad fremtiden kan bringe.”
Billederne bliver trykt dels på lærred og dels på museumspapir monteret i museumsglas og ramme.
Josephine Ernst er medlem Billedkunstnernes Forbund, Kvindelige Kunstneres Samfund samt Danske Scenografer
Alle er velkomne på udstillingen. Der er gratis adgang.