Billedkunstner Birgit Brandt udstiller
i Kulhuse Kultur- og Medborgerhus lørdag den 10. og søndag den 11. maj 2025.
Begge dage kl. 13 – 17. Om lørdagen kl. 13.30 fortæller Birgit Brandt om arbejdet med hendes billeder. Derudover er kunstneren til stede begge udstillingsdage.
Birgit Brandt er uddannet på Danmarks Designskole (tidligere Kunsthåndværkerskolen). Hun er billedkunstlærer og underviser i billedkunst m.m. i Skovhuset og Jonstrup Billedskole
Birgit Brandt fortæller om sine billeder: ”Mine billeder starter altid med en abstraktion malet med akryl på lærred. Ofte får den sit endeligt i den form; men andre gange får jeg lyst til at male et motiv ind i abstraktionen. Det kan være antikke bygninger fra rejser i de sydlige europæiske lande eller gamle biler, Vespa-scootere eller andre gamle objekter. Biler fra min barndom og ungdom fascinerer mig, dels pga. deres stærke brand, dels deres smukke afrundede former. De er et udtryk for menneskeskabte kraftsprudlende opfindelser, som af tiden og naturen nedbrydes og eroderes af vejr og vind og efterlader dem med en ny skønhed, som et stille eftermæle for vores eksistens. På skifer arbejder jeg med collage teknik, akryl på lærred og rumlige former.”
Birgit Brandt er medlem af Gribskovmalerne, Farvegladerne og Nordsjællands Kunstrunde